Gadens Børns udvikling

Udviklingen gennem Gadens Børns 11 års levetid har været en fantastisk rejse.

Fra blot at være en drøm og et håb til, at vi i dag støtter og er medvirkende til at drive hele 14 projekter i Kolkata - heriblandt skoler, aktivitetscentre og sundhedsprogrammer - til glæde for cirka 1.200 børn hver dag. Gadens børn i dag er med andre ord noget helt andet end for 11 år siden, og sideløbende med vores vækst, er vores forpligtelser helt naturligt fulgt med.

Velkommen til vors nye direktør: Mogens Damgaard

Gadens Børn er glade for at annoncere, at Mogens Damgaard er blevet ansat som ny direktør. Mogens overtager stafetten fra stifteren Pia Lindell Qwist, som har været leder siden organisationens begyndelse i 2012. For at sikre en god overlevering vil Pia fortsat være en del af teamet i overgangsperioden.

Mogens Damgaard har en solid baggrund inden for humanitært arbejde, fundraising og NGO-ledelse. Før sin stilling som chef for kommunikation, fundraising og partnerskaber i Scleroseforeningen har Mogens også arbejdet for Red Barnet og Røde Kors, hvor han opnåede stor erfaring med at skabe synlighed og engagement omkring vigtige humanitære indsatsområder.

„Jeg er både stolt og taknemmelig over at få muligheden for at lede Gadens Børn – en organisation, der gør en konkret forskel for nogle af verdens mest udsatte børn. Jeg ser frem til at arbejde sammen med vores dedikerede team og fortsætte det vigtige arbejde med at hjælpe endnu flere børn væk fra gaden og ind i trygge rammer,” siger Mogens Damgaard.

Bestyrelsesformand Morten Pitzner udtaler: „Vi er glade for at byde Mogens velkommen som ny direktør. Med sin dybe erfaring fra det humanitære felt og sin stærke forståelse for fundraising og partnerskaber, er han den helt rette til at videreudvikle Gadens Børns arbejde og rækkevidde.”

I sin nye rolle som direktør vil Mogens fokusere på at styrke organisationens indsatser i Kolkata, udvide eksisterende programmer og etablere nye samarbejder, som kan sikre langsigtede løsninger for de børn, vi arbejder med.

Vi ser frem til at tage imod Mogens i denne nye rolle og er sikre på, at hans lederskab vil bidrage til at skabe en endnu lysere fremtid for Gadens Børn og de børn, vi hjælper.

Ny lokal samarbejdspartner i Kolkata

Under kyndig vejledning af Rishi Khator, Managing Partner i revisionshuset Chunder Khator & Associates, der er specialiseret i rådgivning og revision af NGO’er gennem 28 år, og Shailendra Patel, CEO i Sophia Akash Foundation, der støtter og rådgiver mindre NGO’er med at etablere sig og udvikle vedvarende og bæredygtige løsninger, afsøgte vi nye veje for at få hjælpen frem til børnene. Vi udarbejdede en handlingsplan for, hvordan vi bedst muligt kunne få bragt de aktuelle udfordringer i orden, og i november 2022 indgik vi et partnerskab med den indiske organisation, Missionaries of the Word, der siden da har varetaget driften af projekterne i Kolkata i tæt samarbejde med os. 

Missionaries har gennem 27 år arbejdet for at skabe muligheder for udsatte og hjemløse børn i Kolkata, og deres FCRA godkendelse kan ses her. De driver bl.a. en kostskole, hvor Gadens Børn siden 2018 har sponseret ophold og skolegang for i dag 44 af de hårdest ramte og mest udsatte børn med akut brug for at komme væk fra gadens barske og udnyttende realiteter. 

Gadens Børn er uafhængig af politiske og religiøse interesser, og det er i den forbindelse vigtigt at pointere, at Missionaries of the Word ikke er en religiøst funderet organisation og ikke forkynder nogen specifik religion. Navnet henviser til organisationens formål om at forkynde budskabet om værdien af uddannelse i direkte tråd med Gadens Børns overbevisning om uddannelse som det stærkeste redskab til et liv væk fra gaden og ud af fattigdom.

De bedste hilsner
Mogens Damgaard