En dag i den rullende skadestue

Følg frivillig, Ellen Signe, der har været frivillig hos Street Children DK siden 2017, på en dag i den rullende skadestue. Ellen Signe læser til dagligt medicin.

Hver morgen når jeg træder ud ad vores hus Villakulla, er det første, jeg ser vores chauffør Mitun, som står og vasker vores Medical Jeep, så den er klar til dagen. Som altid har han et kæmpe smil på læberne, da han siger ’godmorgen’ til mig. Det er vores lille morgenritual, og vi nyder det begge to. Så ved vi, at vi er klar til endnu en travl dag sammen.

Jeg mødes med vores tre sygeplejerske. To af os hopper i ambulancen, og to af os drøner afsted i Jeepen til dagens mange opgaver. Først kører vi til slumområdet Topsia og henter et af vores børn. I sidste uge var han nemlig på hospitalet for at blive syet i fingeren. Han havde klemt den i en dør, og skal på hospitalet igen i dag for at have tjekket om fingeren er helet, som den skal og have fjernet suturerne.

Tilbage til Topsia slummen igen, hvor vi laver medical outreach, det vil sige, at vi går fra dør til dør og banker på og hører, hvordan børnene har det. Derudover hjælper vi med at forstå recepter og papirer de eventuelt har fået efter hospitalsbesøg. Vi tilser børnene, og vurderer om de skal ses akut eller kan vente til det ugentlige lægebesøg med ambulancen. Ved simple ting som feber og lette infektioner, har vi medicin med i Jeepen, som vi deler ud efter telefonisk rådgivning hos vores læge.

Vi kører videre til Khaldar slummen og laver mere medical outreach. Her informerer vi om, at ambulancen med lægen kommer i morgen, så mødrene er forberedte, hvis de har brug for mere hjælp. Efter at have tilset børnene i Khaldar, kører vi til sidst til Bakri Patti slummen. Her når vi ikke langt, før vi møder en pige, der har en stor blødende flænge i hovedet. Hun har skåret sig på noget metal på et af tagene. Livet i slummen er altid ekstra farligt for børnene, det er ikke børnevenlige levevilkår, og der er mange ting de kan komme til skade på.

Da vi finder dem, er pigens mor og onkel ved at trille afsted med hende på en ladcykel, men det går ikke hurtigt nok, så vi tager pigen og moren med i Jeepen og kører til hospitalet. Her bliver moren næsten ignoreret af lægen i børnemodtagelsen, og vi må (igen) sætte foden ned og forlange at blive tilset. Efter pigen er blevet syet, har fået stivkrampevaccination og antibiotika, kører vi pigen og mor hjem til Bakri Patti imens solen går ned. Sådan bliver arbejdsdagene ofte lidt længere end ventet, men vores chauffør og sygeplejersker er seje, og de ved, at det er det, der skal til, når vi har akutte sager som denne. Det, at vi har Jeepen giver en vigtig fleksibilitet i forhold til ambulancen. Når vi laver medical camp, er ambulancen nemlig fastlåst, da det er den undersøgelserne foregår i, derfor bliver jeepen uundværlig, da vi kan køre rundt i den, når der er skader eller tilfælde, som skal tilses her og nu, eller hvis vi skal hjælpe nogen på hospitalet. Med Jeepen står vi altid klar. Og det er det vigtigeste i vores arbejde, for der sker hele tiden uventede ting, og ingen dage er ens.